Nordkap 1991 ................................. |
I 1991 fik vi
lyst til at køre til Nordkap.
Vi havde allerede i 1976 været så
langt nordpå som i Kiruna, og dengang besluttede vi, at vi måtte "helt
op".
Omkring 1990 var det så småt begyndt at blive moderne at optage
videofilm i stedet for eller som supplement til almindelige fotografier. Vi havde
derfor anskaffet et videokamera, som skulle stå sin prøve på
denne tur.
- Det må siges, at videokvaliteten er blevet bedre siden 1991! -
Det følgende er en skildring af vores tur. Vi havde
ikke lavet planer for overnatning, så vi kørte lidt "ud i det blå".
De enkelte dage beskrives kort og afsluttes med et videoklip med lidt underlægningsmusik.
Husk at tænde for dine højttalere.
Længden af videoklippet
er angivet i minutter og sekunder (min:sek).
- Videofiler er store - så vær tålmodig, når du henter
filmen. -
1. juli:
Turen startede natten mellem
30/6 og 1/7, hvor vi sejlede fra Frederikshavn til Göteborg.
Første
videoklip starter på en rasteplads midtvejs mellem Göteborg og Trollhättan,
hvor vi fik morgenmad.
Vejret var dårligt, men vi havde heller ikke andre
planer for dagen end at komme nordpå, så det gjorde ikke så meget.
Vi fulgte hovedvej 45 op langs Vänern til Karlstad, derefter vej 63 nordpå
til Filipstad og endelig vej 26 til Vansbro i Dalarne. Her drejede vi mod øst
ad vej 71 til Dala-Järna, hvor vi fandt et privat overnatningssted.
Vi var
næsten nået op til Siljansøen første dag.
2. juli:
Vi startede med morgenmad i det fri og nåede
derefter hurtigt lidt nord for Siljansøen til byen Orsa. Her var vi igen
kommet ind på hovedvej 45.
Hovedvej 45 kaldes også "Innlandsvägen".
Den ca. 1700 km lange vej forbinder Göteborg i syd med Karesuando ved den finske
grænse i nord.
Ca. 10 km nord for Orsa, ved Fryksås, ligger
bjørneparken
Grönklitt.
Her brugte vi en del tid. Det var et spændende
sted og bjørnene var særdeles aktive.
(Vi har senere besøgt bjørneparken 2 gange - og er blevet skuffede
begge gange! Efter vores opfattelse har parken efterhånden fået mere
karakter af et kæmpe ferieområde).
Herefter gik det hurtigt videre nordpå ad vej 45 gennem Sveg til Östersund.
Lidt nord for Östersund anviste et turistbureau os en overnatningsplads lidt
uden for alfarvej. Det lød spændende, så vi fulgte efter en dreng,
der på cykel ledte os på vej. Det var blevet lidt sent, så vi
orkede ikke at være fordringsfulde. Stedet var meget primitivt!!! -
men vi skulle jo også bare sove der en enkelt nat.
3. juli:
Det gik jo strygende. Vi var allerede kommet 800
km nord for Göteborg, så ved Strömsund lod vi os friste til at tage
en afstikker mod nordvest - ad
"Vildmarksvejen".
Vi forlod derfor vej 45 og
drejede ind på vej 342 mod Gäddede, der ligger tæt ved den norske
grænse.
Ca. 40 km før Gäddede forlod vi vej 342 og kørte
på en meget primitiv vej langs sydsiden af Fågelsjön for at komme
frem til det afsides liggende
Hällingsåfallet. Det er et meget vandrigt
vandfald på ca. 40 m, som igennem årene har skåret en ca. 800
m lang kløft i fjeldet.
Efter frokost lige uden for Gäddede gik det
videre nordpå parallelt med den norske grænse ad en mindre, men udmærket
vej. Først var landskabet skovdækket og smykket med de pænt store
søer Stor-Jorm, Lill-Jorm og Stora Blåsjön, men efterhånden
kom vi op i omkring 875 meters højde og så ændredes vegetationen
til birke- og pilekrat - lige et landskab for rener, som vi så en stor flok
af.
På vejens højeste punkt, ved grænsen mellem Jämtland
og Lappland, er så godt som al vegetation væk.
Her ligger bl.a. en
nedlagt mine ved
Stekenjokk.
Vejen drejede nu mod sydøst
og vi kom igen ned i træbevokset område og frem til det flotte
Trappetrinsvandfald (Trappstegsforsen). Som navnet
antyder, minder faldet om trappetrin, som vandet falder/risler ned over. Der er
ikke tale om store og voldsomme faldhøjder, men "trapperne" dækker
et stort område, hvilket gør det imponerende.
Vejen førte
os nu videre mod sydøst langs den 40 km lange sø, Malgomaj, til byen
Vilhelmina. Vi var nu tilbage på hovedvej 45, som vi fulgte nordpå.
Lidt syd for byen Storuman, ved Skarvsjöby, fandt vi vores 3. overnatningssted
- væsentlig bedre end forrige nat!
Vi var ikke kommet særligt langt
nordpå - kun små 200 km - men det var en spændende omvej.
4. juli:
Storuman er både en by og en sø. Lidt
uden for byen, ved Stensele, er der et udsigtspunkt, hvorfra der er en fantastisk
udsigt over hele området. Det kan anbefales.
Længere nordpå,
ved Sorsele, drejen vejen mod øst, og vi kommer så til Arvidsjaur,
hvor vejen igen knækker mod nord. I Arvidsjaur finder vi et frilandsmuseum,
Lappstan (lappebyen), hvor mange forskellige bygninger
fra de seneste par hundrede år er samlet.
Ca. 50 km nord for Arvidsjaur
krydser vi Piteälven - én af de mange vandrige elve, der løber
fra højlandet omkring den norske grænse - ved Sulitelma - og ud i Den
Botniske Bugt ved Piteå - en strækning på næsten 400 km.
Følger man en bivej en halv snes km mod vest, op langs elven, kommer man
til
Trollforsen. Det er mere en samling mindre vandfald,
spredt over et stort område, end et enkelt fald.
Videre nordpå, 10
km syd for Jokkmokk, krydser vi Polarcirklen. I 1991 var den blot markeret med et
skilt - siden er der anlagt en rasteplads med information.
40 km nord for Jokkmokk
krydser vi Luleälven. D.v.s. det, der er tilbage af den. Netop her, ved Porjus,
ligger ét af Sveriges største
vandkraftværker ved en dæmning, der
danner det store vandreservoir, Stora-Lulevatten. Herfra driver 800 m³ vand
pr. sekund turbinerne i det enorme, underjordiske kraftværk.
Efter yderligere
ca. 60 km kommer vi til dobbeltbyen Gällivara/Malmberget. I dette område
ligger nogle af Sveriges største miner.
I Malmbergets nordlige udkant
ligger der en lille by, med det meget mundrette navn, Koskullskulle. Her fandt vi
- jeg husker ikke hvordan - en enlig herre, som kunne tilbyde os overnatning.
Vi var kommet en god bid længere nordpå.
5. juli:
En rigtig "transportdag", hvor vi kommer langt
nordpå.
Ved Gällivara/Malmberget løber hovedvej 45 sammen med
hovedvej E10, som kommer nede fra bunden af Den Botniske Bugt og løber op
gennem Sverige til Kiruna og fortsætter til Narvik i Norge.
Vi holder en
del pauser ved de mange smukke søer (det er ikke kun i Finland, der er mange
søer). Det er jo i høj grad en natur-tur. Hvis man ikke er til lange
vejstrækninger, hvor udsigten hovedsageligt består af træer, søer
og ødemarker, skal man nok ikke vove sig herop.
Efter ca. 60 km skilles
vejene 45 og E10 igen og vi tager den sidste bid af Sverige - 135 km til Karesuando
ved grænsen til Finland.
De næste 100 km køres i Finland.
Først lidt mod sydøst ad hovedvej E8, derefter på hovedvej 93,
hvor vi snart krydser grænsen til Norge.
Nu oplever vi for alvor, at
vi er kommet til en særpræget verden.
Et meget stort område
i det nordlige Norge, Sverige, Finland og Rusland hedder på det lokale sprog
Sápmi, samernes land.
At vi er i et to-sproget
område, ses tydeligt på bynavnene. Da vi små 50 km nord for grænsen
kommer til den første "større" by, er der to navne på byskiltet:
Kautokeino/Guovdageaidnu.
I 1986 fik samerne deres eget
flag, som er utrolig flot med sine klare farver.
Samernes nationaldragt,
kolten, er også farvestrålende, og
farvesammensætningerne fortæller, hvilket område, man kommer fra.
Nord for Kautokeino forlader vi hovedvej 93 og drejer mod øst ad vej
92, ind over Finnmarksvidda - et forholdsvis fladt, birkekratbevokset tundraområde
- som fører os til samernes "hovedstad", Karasjok, hvor vi besøger
kulturparken
Sápmi.
Fra Karajsok følger vi nu hovedvej E6 nordpå
mod Lakselv. E6 starter mod nordøst i Kirkenes ved grænsen til Rusland,
løber så først mod vest og senere sydpå ned til Oslo,
videre ind i Sverige for at slutte i Malmö.
Dagen slutter på en campingplads
syd for byen Lakselv. Pladsen ligger i et fladt, søfyldt område, hvilket
på disse kanter er ensbetydende med MYG - i millionvis -
og de var sultne!
Heldigvis var der myggenet for vinduerne i hytten.
6. juli:
Vi fornemmede nu, at målet nærmede
sig.
Da vi forlod hytten syd for Lakselv vidste vi, at der nu kun var 200 km
til Nordkap, så efter indkøb i Lakselv tog vi hul på turen op
langs Porsangerfjorden. Efter mange dage inde i landet var det dejligt igen at komme
ud til kysten - og slippe for myggene!
Fra Kåfjord skulle man i 1991 sejle
til Honningsvåg, den eneste større bymæssige bebyggelse på øen
Magerøya, som Nordkap ligger på. Der er nu gravet en tunnel fra fastlandet
til Magerøya, så man slipper for sejlturen - til gengæld skal
der betales en mindre formue for at benytte tunnellen!
Efter ankomst til Honningsvåg
kørte vi mod Nordkap og fandt en campingsplads ved Skipsfjorden,
Nordkapp Camping, hvor vi lejede en hytte.
Vi
var nu kun 25 km fra Nordkap.
Vel indkvarteret begav vi os videre mod nord og
besøgte først det lille fiskerleje,
Kamøyvær, med kun omkring 70 indbyggere.
I betragtning af, at vejret var temmelig køligt og kraftigt blæsende,
inspirerede fiskerlejets navn os til den passende betegnelse for vejret: Et "møgvejr".
Egentlig lidt urimeligt, for Kamøyvær er et rigtig dejligt og roligt
sted - i bedre vejr.
10 km længere nordpå besøgte vi et andet
fiskerleje,
Skarsvåg, hvorfra vi gik de ca. 2½
km op over et højdedrag for at nå frem til den lidt specielle klippeformation,
Kirkeporten.
Vi har senere boet på
Kirkeporten
Camping ved Skarsvåg. Pladsen kan bestemt anbefales.
Vi
fortsatte derefter de sidste 15 km til Nordkap, som vi også besøgte
dagen efter. Mere herom i næste afsnit.
På Nordkap:
Det var koldt og blæsende, da vi
nåede
Nordkap.
Selve klippen er imponerende, som den
rejser sig godt 300 m næsten lodret op fra Ishavet. Godt nok har man fundet
ud af, at den noget mindre imponerende tange,
Knivskjelodden, lidt vest for Nordkap faktisk ligger
næsten 1½ km nordligere. Vil man hertil, må man ud at gå.
Ca. 8 km før man når Nordkap, går der en afmærket sti til
Knivskjelodden. Turen tager ca. 2½ time hver vej.
Nordkap har gennem mange år
tiltrukket tusindvis af turister, så man skal være forberedt på,
at der er trængsel - både ude ved det berømte vartegn, GLOBEN,
der blev rejst i 1978, og inde i den lidt nyere
Nordkapphal fra 1990. Her er der hotel, restaurant,
museum, souvenirbutik, posthus m.m.
Når man er kommet så langt nordpå,
skal man selvfølgelig besøge Nordkap.
Der var mange mennesker
i 1991, og da vi var der igen 10 år senere, var der endnu mere overfyldt.
Husk derfor, når du alligevel er kommet langt nordpå:
Der er mange
andre steder i området, som bestemt også er værd at gæste.
7. juli:
I de to døgn, vi opholdt os på Magerøya,
var der koldt og konstant blæsende. Det meste af tiden var skydækket
også tæt, så vi var ikke just heldige med vejret. På disse
kanter skal man være indstillet på, at "sådan er det".
Ud over
at besøge de allerede omtalte steder, var vi på en kort tur til øens
eneste lidt større bymæssige bebyggelse, Honningsvåg, med små
2000 indbyggere. Her besøgte vi
Nordkappmuseet,
hvor en meget venlig guide beredvilligt fortalte om de spændende udstillinger.
Tilbage på campingpladsen forberedte vi os nu på den lange tur sydpå.
8. juli:
Nu, hvor vi skal forlade Magerøya, bliver
vejret bedre og vi starter dagen med en flot sejltur fra Honningsvåg til Kåfjord
på fastlandet.
Derefter går det hurtigt sydpå ad hovedvej E69
til vi ca. halvvejs inde i Porsanger Fjord drejer vestpå ad hovedvej E6 ind
over den øde højslette Sennalandet. Vi gør ophold ved en samebod,
hvorefter det går ned mod den større by,
Alta, ved Altafjorden.
Her besøger vi
det dengang nybyggede Alta Museum, der ligger ved et kæmpestort helleristningsområde,
Hjemmeluft, med spor af menneskelig aktivitet 6000 år
tilbage i tiden. Fjeldet bærer her også tydeligt præg af isens
skurespor. Området blev i 1985 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Vi fortsætter yderligere 80 km ad E6 ind i bunden af Langfjorden, som med
sine 30 km lever op til sit navn. Her fandt vi, på
Altafjord Camping, vores næste overnatningssted.
9. juli:
En dag med overvejende gråvejr og regn -
det er også en del af oplevelsen.
Kort efter vi forlod Langfjorden, forlod
vi også Finnmarken og kørte ind i området Troms.
De næste
par hundrede kilometer fulgte vejen vandkanten i fjordene Kvænangen, Reisa,
Lyngen, Kåfjorden og Storfjorden.
Ved Storfjorden løber vejene E6
og E8 sammen og følges 45 km mod syd, hvor E8 går nordpå mod
Tromsø, medens vi fortsætter sydpå ad E6 mod Narvik.
Ca. 40
km nord for Narvik forlader vi Troms og kører ind i Nordland, og 15 km før
Narvik, hvor hovedvej E10 går fra mod Sverige, fandt vi vores næste
overnatningssted på
Hærsletta Camping.
Det blev en dag, hvor
vi tilbagelagde 410 ret fugtige kilometer.
10. juli:
Dagen starter med et kort ophold i Narvik, som
er udskibningshavn for malmen fra Sverige.
Tæt ved posthuset er der sat
en alvorlig flok vejskilte op, der viser afstandene til et hav af byer - og der
er langt til mange af dem!
Ikke langt syd for Narvik krydser vi
Efjorden og kører derefter over et mærkeligt, øde
område, hvor vegetationen er meget sparsom. Årsagen er, at klipperne
er ret stejle og blanke på overfladen, så jorden - og dermed planterne
- ikke kan hænge ved. Området er meget populært blandt klatrere,
der morer sig med at bestige bl.a.
Eidetind og
Huglhornet, der med henholdsvis 847 og 981 m rager
godt op i landskabet.
Efter en kort sejlads over
Tysfjorden, der er berømt for sin store
bestand af spækhuggere, går det direkte sydpå mod Fauske og Rognan.
Syd for Rognan følger vi Saltdalen, Lönsdalen og Dunderlandsdalen til
Mo i Rana.
Undervejs krydser vi igen Polarcirklen med
Polarsirkelsenteret.
Officielt blev centeret åbnet
i 1990, men jeg mener at kunne huske, at det i 1991 stadig var en byggeplads!
11. juli:
Denne dag var målet "kun" at nå de
små 500 km sydpå til Trondheim.
Det var heldigt nok, da det - igen
- blev en forholdsvis fugtig og overskyet dag. Eneste længere ophold blev
ved det imponerende vandfald,
Laksfossen, ca. 20 km syd for Mosjøen. Det
er ikke noget højt fald, men der kommer meget vand. Nedenfor
faldet står fiskerne ofte og håber på, at de kan fange en laks,
der står og samler kræfter til at forcere faldet.
Derefter gik det
bare sydpå.
Vi forlod snart Nordland og kørte ind i Nord-Trøndelag
og fandt en campingplads i Levanger, ca. 75 km nord for Trondheim, i bunden af Trondheimsfjorden.
De havde godt nok ingen ledige hytter, men vi lejede i stedet en campingvogn!
Så fik vi også prøvet det.
12. juli:
En dag med pænt vejr.
Vi krydsede snart
grænsen mellem Nord-Trøndelag og Sør-Trøndelag og nåede
frem til Norges tredjestørste by,
Trondheim, med små 190.000 indbyggere.
Det er en moderne by, men den har bevaret en gammel bykerne, der oser af historie.
På begge sider af Nidelven ligger gamle købmandshuse - kaldet søboder
- og den Gamle Bybro fra 1861 er stadig i brug.
Og så er der jo domkirken,
Nidarosdomen, som er imponerende - såvel
inde som ude. Kirken er bygget i perioden 1140 - 1320, men der er naturligvis foretaget
adskillige ombygninger og renoveringer siden. Kommer man til Trondheim,
skal man se kirken.
Det er også hyggeligt blot at gå en
tur i byen. Vi kiggede indenfor i
Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, men der er
også meget andet at se.
Før vi forlod byen, fandt vi et højdepunkt
med det sigende navn "Utsikten", og da vejret viste sig fra sin pæne side,
levede stedet op til sit navn, og vi havde en flot udsigt ud over Trondheim.
Ude i fjorden ligger øen
Munkholmen, som bl.a. har fungeret som fangeø.
Så gik det igen sydpå, og efter 90 km forlod vi hovedvej E6, drejede
ind på hovedvej 3 mod Østerdalen og kørte fra Sør-Trøndelag
ind i området Hedmark. Efter yderligere ca. 100 km nåede vi ved Alvdal
frem til Norges længste flod/elv,
Glomma/Glåma og fandt en gård, der
lejede hytter ud - ikke helt almindelige hytter, men oprindeligt gamle beboelseshuse,
der nu fungerede som turisthytter.
Her på
Langodden Gård indlogerede vi os for natten i hytten "Håkonstua".
13. juli:
Vi skulle kun køre omkring 10 km før
vi nåede frem til én af områdets største seværdigheder,
Jutulhogget, en enorm kløft - den største
i det nordlige Europa.
Derefter gik det hurtigt sydpå.
Hovedvej 3 følger
Glomma hele vejen ned gennem Østerdalen, og efter små 150 km kommer
vi til Elverum, hvor vi besøger
Glomdalsmuseet,
et frilandsmuseum, der viser norsk byggestil og boformer gennem fire århundreder.
I Elverum knækker vej 3 mod vest og løber ved Norges største
sø,
Mjøsa, igen sammen med hovedvej E6. Ved
den sydlige ende af Mjøsa forlader vi Hedmark og kører ind i området
Akershus. Ved Moss, syd for Oslo, kører vi ind i området Østfold
og følger E6 ned til grænsen mod Sverige.
En halv snes km syd for
grænsen finder vi turens sidste overnatningsplads.
14. juli:
Turens sidste dag.
Vi foretog kun et enkelt
stop efter blot 25 km. Ved
Tanumshede ligger der et forholdsvis lille, men
meget velbevaret helleristningsfelt. Det er kun halvt så gammelt som feltet
ved Alta, og det er tydeligt, at teknikken har gennemgået en udvikling i de
par tusind år, der er aldersforskellen.
Derefter gik det bare sydpå
til Göteborg, hvor vi tog færgen til Frederikshavn.
Det er altid
spændende at komme hjem efter en længere ferie: Står huset endnu,
har der været ubudne gæster, hvordan har haven det?
Alt var i skønneste
orden, men græsplænen bar præg af, at det også i Danmark
havde været grødevejr!
Efterskrift:
Det havde været en dejlig tur og vi var
ikke i tvivl om, at vi senere ville vende tilbage til det nordlige Norge.
Turen
blev på i alt 5761 km + lidt sejlads, men den bød også på
mange oplevelser.
Allerede 4 år senere - i 1995 - besøgte vi bl.a.
Tana Bru,
Vardø,
Kirkenes og
Jakobselv ved den russiske grænse, i 1998
var vi på
Lofoten, i 2001 var vi igen på Nordkap og
besøgte desuden Gamvik på Nordkinn Halvøya og i 2003 var vi
i
Tromsø.
Måske er det snart
på tide at komme nordpå igen?!?
Efter-efterskrift: Vi var nordpå igen i 2016.
Se "Norge 2016 - Tana Bru".