Jul i Sydfrankrig 1996.....................


En rejsebeskrivelse


Vi - d.v.s. min kone og mig - har gennem årene kørt en del rundt i Europa på bilferie, men altid på den varmeste tid af året, i juni-juli måned.

Dette har medført, at vi, specielt i Sydeuropa, selvfølgelig har lidt under varme, motorvejskøer og overfyldte turistområder - ganske som de tusindvis af andre nordboere, vi har mødt undervejs. Vi fik derfor den idé, at det kunne være interessant at opleve de sydlige himmelstrøg på et tidspunkt, hvor der var 'nordiske' temperaturer, færre turister og lettere adgang til at følge det normale liv på stedet - så hvorfor ikke holde jul i området?

Vi indstillede os ret hurtigt på tanken og i efteråret 1996 traf vi aftale om at leje en lejlighed en uge i julen i den sydfranske by Sanary sur Mer, en lille middelhavs-fiskerby med en halv snes tusinde indbyggere, beliggende 15 km vest for Toulon og ca. 50 km øst for Marseille.

Så meldte der sig et andet spørgsmål: Hvordan kommer vi derned?

Vi har altid kørt i egen bil på vore ferier, ud fra den betragtning, at de bedste ferieoplevelser skal findes uden for de mest besøgte områder, og det er nu engang lettere at komme omkring i bil frem for at være afhængig af de offentlige transport­muligheder. Man kan så vælge mellem egen bil eller en charterrejse med billeje - det er et spørgsmål om temperament! Men ét er at køre om sommeren - hvad med en vintertur med alt, hvad det kan indebære?

Vi valgte at tage chancen - vi kører selv!

Som tænkt så gjort.

Fredag den 20. december præcis kl. 15.30 tog vi af sted i ca. 5 graders frost og strålende solskin.
Det gik strygende ned gennem Jylland, hvor vi oplevede en pragtfuld solnedgang, og det gik også fint lige efter grænsen til Tyskland, men omkring Schleswig begyndte det så småt at sne så vi ventede faktisk det værste. Heldigvis blev det ved truslen om sne så vi fortsatte hastigt sydpå i frostklart vejr med både måne- og stjerneskær.
Klokken 21.30 kørte vi ind på rastepladsen Göttingen, hvor vi indlogerede os for natten. Vi havde da tilbagelagt 582 km på præcis 6 timer, hvilket var ganske tilfredsstillende.

Lørdag den 21. blev en lidt barsk dag.
Vi stod op 10 minutter i seks i buldrende mørke og 10 graders frost. Morgenmaden var lækker: Kaffe og et par dejlige rundstykker til mig - men kun kaffe til min kone - hun ville vente 3-400 km med morgenmaden! Det var en hundekold bil at komme ud i, men præcis klokken 7 tog vi af sted videre sydpå.
Det gik bare derudad - og henad klokken 11 fik min kone så morgenmad (og jeg fik morgenmad 2. gang).
Nu begyndte vejret at skifte. Det blev efterhånden lunere og som følge deraf begyndte det at blive tåget - det, vi havde frygtet mest, bortset fra snestorm. Syd for Karlsruhe begyndte trafikken desuden af flyde meget langsomt for til sidst at gå helt i stå og vi var så småt begyndt at indstille os på det specielle motorvejsfænomen STAU - KØ. Heldigvis var det dog kun lidt småtteri i forbindelse med noget vejarbejde, så forsinkelsen blev minimal. Kort før den franske grænse konstaterede vi, at vi var kommet 1000 km hjemmefra og lige omkring klokken 12 kørte vi ind i Frankrig.

Her var tågen en kort overgang meget tæt, men efter BesanÇon lettede den ret pludseligt - til gengæld begyndte det at regne. Nu er regn jo egentlig at foretrække frem for tåge, så efter at have sat nogle af de medbragte håndmadder til livs i en pause, gik det videre sydpå. Regnen fortsatte, men det blev stadig mildere, og da vi var kommet syd for Avignon så vi et termometer, der viste +15 grader.
Se det var jo noget andet end derhjemme.
Da vi drejede fra motorvejen kort før Toulon, var vi efterhånden godt trætte og temmelig spændte på, om det kunne lade sig gøre at finde netop det hus, vi havde nøgle til. Men det gik helt planmæssigt - og ganske uden at køre forkert!
Klokken 21.15 var vi ved målet og kilometertælleren viste, at turen havde været på 1886 km.
Det blev altså til 1304 km den lørdag, så vi trængte til at se dyner. Bilen blev hurtigt tømt og vi var i seng klokken 23.30.

Søndag den 22. begav vi os efter morgenmaden ud på en lille recognoseringstur til fods for at se lidt på byen Sanary sur Mer. Det er ikke en af de store turistbyer - endnu. Den er nok bedst kendt som et roligt sted, hvor bl.a. pariserne har deres sommerresidenser.
I begyndelsen af 1930'erne boede bl.a. forfatterne Aldous Huxley og Thomas Mann i byen. Der var ca. 10 minutters gang ned til byen - eller ret­tere sagt havnen - og forin­den var der en pragt­fuld udsigt over såvel havne­om­rådet som ud over Middel­havet.Havnen i Sanary

 

 

 

 

 

 


  Havnen i Sanary


Nede på havneområdet var der et stort markedsområ­de, hvor der var opstillet boder med alt i fisk, kød, frugt og grøntsager samt blomster.

 

 

 

 

 

 

  Fiskebod


Vi fandt ud af, at markedet lukker lidt over middag og da vi om eftermiddagen vendte tilbage til byen efter en lille tur i omegnen var der absolut intet, der afslørede, at der havde været marked. Alt var pakket ind i vogne og kørt bort.

 

 

 

 

 

 


  Frugtbod


Vores eftermiddagstur gik ud til en gammel middelalderlandsby, Evenos, lidt nord for Toulon.
Her, højt oppe på en utilgængelig klippetop har man af uransagelige grunde pla­ceret en by, som har fået lov at forfalde. Først for nylig er en del af byen restaureret og åbnet for publikum. En spændende oplevelse, men vi har set lignende landsbyer, som var nok så interessante.
Fra Evenos fulgte vi hoved­vej N8 ind mod Toulon og fortsatte langs kysten rundt om den halvø, der stikker ud i Middelhavet mellem Sanary og Toulon.

På sydspidsen, ved Cap Sicié og det gamle kapel Notre Dame du Mai, er der en fantastisk udsigt over Middelhavet, der også om vinteren har en meget karakteristisk blågrøn farve. Ved en lille bugt i nærheden af byen Le Brusc trodsede en 25-30 personer kalenderen og havde vovet sig ud i bølgerne. Iført våddragt og surfbræt forsøgte hver enkelt at kæmpe sig ud gennem brændingen, men det så ud til at være en svær opgave. Vi blev enige om, at det nok var den lokale svømmeklubs begynderhold i surfboard, som var på juleudflugt. På den højtliggende vej fra Le Brusc til Sanary har man en fin udsigt til den lille ø Embiez.

Ved 19-tiden gik vi ned i byen for at finde et spisested.
Dem er der nok af! Jeg vil gætte på, at vi uden at gå særlig systematisk til værks talte mindst et halvt dusin restauranter - alene omkring havnen. Senere fandt vi ud af, at der inde i byen var yderligere nogle stykker.
Vi valgte én ud fra 2 kriterier: Værten talte (en smule) engelsk og de lukkede dagen efter i en uge - værten fortalte, at familien skulle på juleferie nordpå (i nærheden af Belfort).
På den måde sneg vi os lidt forsigtigt ind på det franske spisekort (vi forstår meget lidt fransk og taler det slet ikke!) og var samtidig sikre på, at vi ikke ville falde for fristelsen at gå ind på samme restaurant igen af bekvemmelige sproghensyn. Vi fik en grillstegt havaborre og en flaske rosévin, hvorefter vi gik hjem og planlagde de kommende dage.

Mandag den 23. startede ved 10-tiden med et fourageringstogt til et supermar­ked med det i den forbindelse lidt besynderlige navn Casino. Men varerne var gode nok - ikke noget hasarderet ved dem. Vi købte ind til et par dage og vendte så hjem for at foretage de sidste indkøb på markedet. Da vi nåede ned på markedspladsen var klokken passeret 12 og vi kunne se, at nogle af de handlende så småt var ved at pakke deres boder sammen, men der var utrolig meget at se på alligevel. Ud over det, der var om søndagen, kunne man nu også købe alt i sko, tøj, undertøj, smykker, isenkram m.m.m. Der har nok været op mod 100 boder i alt. Vi købte nu ikke så meget, men vi fik nogle lækre provence-krydderi-marinerede oliven - rent guf.
Efter frokost kørte vi mod Toulon for at finde en svævebane op til et højdepunkt bag byen - Mont Faron. Vi fandt svævebanen, men den var lukket. Heldigvis kunne det også lade sig gøre at køre op på det godt 500 meter høje bjerg - ad en meget smal og hel­digvis ensrettet vej.

 

 

 

 

 

 


  Vejen til Mont Faron


Da vi nåede op, viste det sig, at det museum, der er indrettet til minde om de allieredes landgang i Sydfrankrig i 1944, Musée-Mémorial du Débarquement en Provence, der var placeret til toppen, også var lukket, så vi måtte nøjes med udsigten ud over Toulon og Middelha­vet. Selv om det var skyet og noget diset, var det et utroligt over­blik, man havde fra den højde. Byen Toulon er med sine små 200.000 indbyggere den førende franske flådehavn i Middelhavet, men er ellers ikke specielt kendt i turistsammenhæng.

Vel hjemme igen blev vi ved 18.30-tiden overrasket af et fyrværkeri! Pludselig hørte vi et voldsomt skyderi udenfor - troede vi - men det viste sig at være nede på havnen, der blev brændt et større fyrværkeri af. En festlig måde af fejre lillejuleaften på. Vi nåede ud tids nok til at få det sidste med. Det var et flot syn med lysene fra Sanary og et mørkt Middelhav som baggrund. Endelig kunne vi få fred til at tilberede vores indkøbte kalvefileter, der sammen med en flaske rødvin sluttede mandagen af med manér.

Tirsdag den 24. - juleaftensdag - kørte vi en tur vestpå. I Bandol (7000 indb.) var det tydeligt, at alt var lagt an på sommersæsonen. Strandpromenaderne lå tomme hen, men der var godt gang i han­delen på markedet.














  Stranden i Bandol


På skråningerne bag Bandol dyr­kes de ansete Bandol-vine, nogle af de bedre rødvine i Provence.

Vi fortsatte gennem de små byer St. Cyr sur Mer og Les Lecques mod La Ciotat.
På hele stræknin­gen så vi masser af indbydende strande med tilhørende hoteller og restauranter, men det meste var lukket - eller kørte på våge­blus - enkelte restaurant­er havde åbent, men mest som caféer. Fra La Ciotat, en skrantende skibsværfts­by på ca. 40.000 indbyggere, kørte vi lidt ind i landet mod byen Roquefort la Bédoule og så igen ud mod kysten til Cassis, et af de mere attraktive badesteder (ca. 6000 indb.). Herfra fulgte vi kysten tilbage mod La Ciotat over en ret ny og særdeles god vej (D141).

Denne tur var en fantastisk oplevelse.














  Udsigt mod Cassis


Efter nogle få kilometers kørsel havde vi en pragtfuld udsigt ned over bugten ved Cassis. Det er et utrolig flot syn, at se ned over en solbeskinnet by, hvor omgivelserne består af næsten kridhvi­de klipper, der er meget sparsomt be­vokset. Der er masser af udsigtspunkter på ruten, men de bedste findes ved Cap Canaille og Sémaphore. Her er man henholdsvis 362 og 328 meter over havet, og selv om det måske ikke lyder af så meget, så virker det altså voldsomt nok, når klippeskrænten er så godt som lodret og man kan komme så tæt på kanten som nogle få meter! Og rækværk hører til sjældenhederne.












  Landet bag Cassis set
  fra Sémaphore



Fra Sémaphore er der dobbelt udsigt. Dels mod vest, hvor man i godt vejr kan se de forrevne klippeskær og snæv­re fjorde, les calanques, syd for Cassis, Cal. de Port Miou, Cal. de Port-Pin og Cal. d'En-Vau, dels mod øst, ned over havnen i La Ciotat, hvor Cap de l'Aigle rejser sig som en kæmpemæssig flintekniv op fra havet. Jeg tror aldrig jeg har set så skarp en klippekant andre steder.
Vi fortsatte videre østpå, tilbage mod St. Cyr sur Mer og ind i landet mod den ret store bjerglandsby La Cadière d'Azur. Byen ligger utrolig smukt op ad en bjergskråning lige syd for motorvejen mod Toulon. Da vi ankom lørdag aften så vi byen fra motorvejen, idet der langs hele den side af byen, der vender ud mod vejen, er opsat indirekte projektørlys på bjergskråningen. Det giver en meget flot effekt og man får bestemt lyst til at besøge byen. Næste stop var olivenmøllen Moulin St. Côme, hvor der sædvanligvis er mulighed for at se, hvordan processen med presning af olivenolie foregår - men ikke juleaftensdag. Vi måtte nøjes med at se på de færdige varer - samt et utal af øvrige varer i den særdeles velassorterede forretning i tilknytning til møllen. Sådanne steder er - som oftest - ikke særligt billige, så vi afstod fra de store indkøb.

Fra Moulin St. Côme gik turen videre mod Le Castellet. Det er nok indbegrebet af, hvad man forstår ved en gammel bjerglandsby. Gaderne - hvis man kan kalde dem det - er utroligt smalle og meget stejle og bygningerne virker meget gamle. Sådanne byer virker som magneter på turister, og Le Castellet er bestemt ingen undtagelse. Selv juleaftensdag var der masser af turister, og som følge deraf er det meste af byen omdannet til turistområde med dertil hørende boder af enhver art. I Le Castellet er der mange kunstnere og kunsthåndværkere, der har slået sig ned i de gamle bygninger og omdannet dem til atelier eller galleri, så man kan bestemt få sig en spændende oplevelse ved at gå rundt i byen. Byen har også dannet ramme om flere filmoptagel­ser om traditionelt provencialsk liv.
Fra Le Castellet kørte vi mod le Beausset og derefter ad hovedvej N8 mod Toulon. På en del af strækningen, kort før Ollioules, snævrer dalen, som vejen løber i, ind til en meget smal slugt, og faktisk ligger noget af Frankrigs mest forrevne og dramatiske naturområde, Le Gros Cerveau, her. En meget fascinerende tur.

Om aftenen - juleaften - vandrede vi ved 19.30-tiden ned i byen for at få vores julemiddag.
Men nu var franskmændene alligevel ved at indstille sig på at holde jul, så man var så småt begyndt at lukke i forretningerne, og det var småt med restauranter, der havde åbent. Vi fandt dog et crêperie - en slags restaurant, der havde specialiseret sig i småretter, især pandekager i alle afskygninger. Vi fik dog ikke pandekager, men en stor tallerken fuld af diverse skiver pålæg og pølse. Lidt specielt - og meget utraditionelt en juleaften - men vi blev rigeligt mætte. Da vi forlod stedet, Crêperie Au Roy d'Ys, fik vi dagens overraskelse, en julegave i form af en lille keramikskål med chokolade og et venligt Joyeux Noël - Glædelig Jul.

Jul i Frankrig er øjensynlig meget anderledes end i Danmark.
Måske nærmere i retning af den engelske model. Juleaftensdag er en ganske almindelig hverdag, hvor folk arbejder normalt og hvor forretningerne har åbent til langt ud på aftenen - det er også normalt. 1. juledag er helligdag og alt er lukket. Det er også dagen, hvor franskmændene udveksler julegaver, men ikke i tilnærmelsesvis så stort et omfang som gavehysteriet vel kan siges at have udviklet sig til i Danmark.

Julepynt var der overalt, men det var bestemt ikke lige kønt alt sammen - efter vores smag. Det var meget almindeligt at bruge lyskæder på træerne, såvel de stedsegrøn­ne (mest fyr) som de løvfældende, hvoraf platantræerne gav en flot virkning. Ofte forfaldt man dog til at bruge kulørte pærer, og i visse tilfælde var lyskæderne tilsluttet blinkrelæ eller tilkoblet som 'løbelys' - det var bare for meget! Det var også almindeligt brugt at binde sløjfer af meget brede bånd i rødt, sølv og guld på træerne samt på diverse gesimser og andre anvendelige fremspring på bygningerne. Det virkede på os noget tungt og mindre elegant.

Derimod var julebelysningen over gaderne i byerne et spændende bekendtskab. Her havde man i udpræget grad forstået at udnytte mulighederne i de efterhånden meget udbredte lyskæder. Vi så iskrystaller og stjerner i alle afskygninger og ved hjælp af farvede neonrør dannedes grangrene, pakker og julemænd.
Et sted så vi sågar en julemand i kane!

I det hele taget virkede det på os, som om man ved hjælp af det voldsomme opbud af lys i højere grad fejrede vintersolhverv - og dermed markerede lysets begyndende tilbagevenden - end man interesserede sig for den kirkelige højtid. På det område er der nok ikke den store forskel på Danmark og Frankrig. Man skulle måske umiddelbart tro, at der i de katolske lande var en større interesse for julehøjtiden, men det blev i hvert fald ikke vist udadtil.

Onsdag den 25. - 1. juledag. Dagens tur går mod øst, til St. Tropez. Øst for Toulon følger vi hovedvej N559 mod landtangen Presqu´île de Giens. Her strækker en ca. 4 km lang dæm­ning sig ud fra kysten og danner sammen med en naturlig landtange et stort, inddæmmet, lavvandet område med et rigt fugleliv, bl. a. findes der store flamingoflokke. Vejen over dæmningen er desværre luk­ket fra november til april, så vi måtte nøjes med at se på området fra land - og vi så ingen flamingo­er. Vi fortsatte nordpå mod Hyères, en by med ca. 42.000 indbyggere, som med rette kaldes 'palmernes by'.
Overalt gror palmerne tæt -og det virker meget overvældende at køre på en palmeallé - specielt 1. juledag.














  Gadebillede fra Hyères


I byens østlige udkant besøger vi den store park, Jar­din Olbius-Reguir, hvor der findes et overflødighedshorn af subtropis­ke planter.






  Jar­din Olbius-Reguir


  - med næsten modne
  appelsiner
 













Min kone plukke­de næsten modne appelsiner (det var nok ikke helt lovligt, men der var ikke en sjæl i miles om­kreds!) og jeg fandt en daddelpalme med modne dadler (de var små, men de smagte udmærket!).
Videre østpå passeres Le Lavandou, en gammel fiskerby, som trods den voldsomme turistinvasion om sommeren stadig har bevaret sin charme. Derefter følger en lang strækning, hvor vejen bugter sig ud og ind i et forsøg på at følge kystlinien. Flere steder kan man med fordel standse op og nyde det betagende syn ud over Middelhavet, hvor man let kan se over til øgruppen Iles d'Hyères. Flottest er udsigten nok på strækningen mellem byerne Cavalière og Cavalaire sur Mer.
Efter Cavalaire sur Mer fører vejen ind over land mod St. Tropez-bugten, Golfe de St. Tropez. De sidste 4 km til selve byen St. Tropez går vejen langs bugten.

St. Tropez er grundlagt så langt tilbage som i år 68, da en af kejser Neros officerer blev halshugget, fordi han ikke ville opgive sin kristne tro. Officeren, som hed Torpès, blev efter halshugningen kastet i havet i Rom og hans lig skulle - ifølge legenden - være skyllet op på stranden på et sted, som fik navnet Saint Torpès - senere Saint Tropez.













  St. Tropez
  set fra kystsiden


Byen er egentlig ret uanselig. Knap 7000 indbyggere bor her til daglig, men om sommeren 10-dobles befolkningstallet - mindst. Det er ikke noget under, at der derfor ser noget tomt ud på de utallige fortovsrestauranter og caféer, der findes rundt om havnen.













  Lystbådehavnen
  i St. Tropez


I havnen er der dog masser af tegn på, at St. Tropez er et sted, der tiltrækker de mere velhavende befolkningsgrupper. Her ligger den ene kæmpemæssige lyst­yacht ved siden af den anden og virker særdeles imponerende. Det store turisthurlumhej startede i 1957, da filminstruktøren Roger Vadim valgte St. Tropez til optagelserne af en film, hvor hans kone havde hovedrollen. Konen hed Brigitte Bardot, og siden har alle, der er noget i showbiz - eller gerne vil være det - betragtet St. Tropez som byen.













  Havnebillede fra
  St. Tropez


Vi vandrede lidt rundt og så på livet omkring havnen, hvor adskillige malere forsøgte at afsætte deres værker, og købte nogle udmærkede brændte mandler af en gadehandler. Oppe i selve byen er der ikke så meget der peger i retning af, at dette er et af de mest fashionable sommeropholdssteder på hele kyststrækningen.

Videre fra St. Tropez gik det mod den lille havn Port Grimaud, som ligger i bunden af Golfe de St. Tropez. Det er en af de mest fascinerende små byer, man kan forestille sig. Byen ligger i et sumpområde, og man har derfor valgt at anlægge byen som en mini­udgave af Venedig, med både kanaler og broer. Fra byens kirketårn har man en flot udsigt over hele området - også over bugten mod St. Tropez. Selve kirken er så enkel, som overhovedet mulig. Ud over bænke findes den kun et ret tarveligt kors samt en meget utraditionel glasmosaik, der består af simple runde og firkantede former.

Turen tilbage til Sanary gik først ind gennem landet ad hovedvej N98 via byerne Cogolin og le Môle og derefter ad hovedvejen gennem Hyères og Toulon.

Torsdag den 26. - 2. juledag.
Denne dag havde vi afsat til en tur til Italien.
Det lyder måske umiddelbart lidt voldsomt, men det drejer sig om ca. 200 km på motorvej, så det er ikke uoverkommeligt på en heldagstur. Vejret så lidt skummelt ud fra starten, men blev efterhånden bedre. Nu kunne vi dog ikke nære os for at forlade motorvejen lige før Cannes, fordi vi syntes det kunne være spændende at opleve denne by om vinte­ren.














  Kystvejen ved Cannes


I 1994 havde vi holdt sommerferie i området - og haft svært ved at se kysten for mennes­ker. Det blev også en spænden­de tur, men det var en noget mere barsk kyststræk­ning, vi oplevede denne gang. Middelhavet bankede ind mod kysten og flere steder sprøjte­de van­det ind over vejen - og der var ikke én på stran­den. Vi kunne også parkere, hvor vi havde lyst.
Men kysten er og bliver spænden­de - sommer som vinter.

Egentlig havde vi bestemt at tage motorvejen igen efter Can­nes, men da vejret nu var blevet dejligt solrigt og kysten nu engang er mere spændende end motorvejen besluttede vi os for at blive på kystvejen hele vejen gennem Nice, Monaco og Menton til Italien. I Menton spiste vi vores medbragte frokost på strandpromena­den - i fint og forholdsvis lunt solskinsvejr.














  Kystvejen ved Menton


Ca. 10 km efter grænsen, i udkanten af byen Bordighera nåede vi dagens egentlige mål: Giardino esotico Pal­lanca - en have, beståen­de af sukkulen­ter og kaktus i et antal og opstillet på en måde, så vi blev helt overvældede. Haven er privat og tilhører kaktuseksperten og -avleren Barth Pallanca og kan beses året rundt. Det er også muligt at købe planter, men her vil udvalget næppe kunne imponere kaktusentusiaster. Jeg kunne dog ikke nære mig for at købe 3!



  Giardino esotico Pal­lanca
  (Italien)
















  Kaktus i massevis
 


Alt i alt må haven dog siges at være turen værd - hvis man altså bryder sig om kaktus. Hvis man er til eksotiske haver - og specielt kaktus - vil det nok være på sin plads at nævne, at der i området findes flere spændende haver.
Jeg vil her nævne dem, jeg selv har set, og derfor kan stå inde for: I Monaco findes haven Jardin Exotique, hvor der også er en klippehule, der var beboet i forhistorisk tid.
Og når man er i Monaco skal man se Musée Océanographi­que. Det er en oplevelse.
I Eze Village mellem Nice og Monaco findes en lille, men spændende have, men hele den ældste del af Eze er et besøg værd.
I Nice er der for få år siden indrettet en kæmpepark, Parc Floral Phoenix, der ligger lige over for lufthavnen. Her findes alt i eksotiske vækster.
På hjemturen blev vi på motorvejen hele vejen.

Fredag den 27. - vores sidste dag i Sanary sur Mer. Vi har besluttet, at det skal være dagen, hvor vi går på marked og ser nærmere på byen.
Som sagt så gjort. Markedet var af de mindre i dag. Der var faktisk kun 3 fiskeboder, 2 boder med kødvarer, 1 bod med oste, 1 bod med oliven og olivenolie samt ca. 10 med alt i frugt og grøntsager. Lidt utroligt, at så mange kan ernære sig ved at sælge samme produkt på samme sted, dag efter dag, men det så ud til at gå strygende med salget alle steder, og de handlende er fantastisk venlige og smilende, så det er en spændende oplevelse at gå på marked. Men det er ikke specielt billigt. Mange af de samme varer kan fås billigere i supermarkederne - men der er det knapt så spændende at handle. Vi fik købt figner, dadler, marinerede oliven og pålæg til både frokost i dag og til rejsen hjem.
Efter frokost ville vi gå en tur langs kysten. Da vi kom, havde vi set nogle skilte med afmærkede ruter. Jeg skal love for, at vi fik spadseretur - eller rettere klatretur.

Kysten ved Sanary

Det første stykke gik helt nede langs vandkanten på nogle kæmpe klippeblokke, som man ret interimistisk havde forsøgt at få til at nå sammen ved hjælp af nogle betonklatter hist og her. Nogle steder var vi meget i tvivl om, hvorvidt vi nu også var på stien, men nogle gule malingsstriber fortalte - til vores undren - at den var god nok. Lidt efter gik det stejlt opad og stien fortsatte på en afsats uden gelænder og mindst 50 meter lodret ned! Senere måtte vi igen ned i vandkanten og sådan fortsatte det i 5 kvarter, før vi endelige nåede til civiliseret område igen.

Det var nok ikke lige den strandtur vi havde forestillet os, men den var i hvert fald spændende!

Efter at have hvilet lidt ud i lejligheden stod den på vinindkøb - jeg måtte have nogle Bandol-vine med hjem - og derefter pakning af alt vores grej - bortset fra det, vi skulle bruge om aftenen og morgenen efter - og så håbede vi at kunne finde et godt spisested nede i byen til vores afskedsmiddag med Sanary. Under vores formiddagstur fandt vi flere spændende muligheder - nu håbede vi så på, at der var åbent om aftenen.

Det var der - flere steder. Vi fandt et lille hyggeligt sted, Restaurant du Théâtre, hvor vi fik en dejlig menu bestående af krabbe i avocado, grillstegt entrecote og frugt.

Lørdag den 28. indledte vi hjemrejsen kl. 8.30 og vejret var faktisk det dårligste under hele opholdet. Det var meget koldt og der kom lidt nedbør - nærmest slud. Vi var derfor lidt spændte på, hvordan vejret ville blive, når vi kom længere nordpå. Da vi havde kørt en lille time begyndte det at sne og vi var ved at indstille os på en langsommelig og tidsrøvende hjemtur, men i løbet af en time eller halvanden slog vejret om. Sneen hørte op og blev afløst af en bidende kulde. Da vi spiste vores frokost omkring Lyon var der masser af plads på rastepladsen, men vi foretrak at indrette os i bilen fremfor at spise ude i 10 graders frost - og blæst!

Resten af dagen forløb uden problemer, men det blev koldere og koldere efterhånden som vi kom længere nordpå og ind i det centrale Europa. Kl. 21.30 standsede vi på en rasteplads mellem Frankfurt og Kassel.
Det var nu så koldt, at vi mente det var klogest at tage vores indkøbte vin - og naturligvis de italienske kaktus - med ind på hotellet. Jeg ved ikke hvad rødvin er frostsikret til, men vi havde i hvert fald ikke lyst til at tage nogen chancer. Det var nok en fornuftig disposition.

Da vi stod op søndag den 29. viste det sig, at temperaturen i nattens løb havde været nede på omkring 19 frostgrader, så det var en meget kold bil vi kravlede ind i om morgenen. Der var absolut ingen startvanskeligheder, men alt var dybfrosset, selv vores gummistøvler var helt stive. Efter et kvarter i tomgang begyndte temperaturen at stige så meget, at vi - og kaktusserne - kunne holde ud at være i bilen, så vi kørte lidt før kl. 8, idet vi havde bestemt at udsætte morgenmaden lidt. Den fik vi på rastepladsen i Göttingen, ca. halvanden time senere.

Så gik det ellers nordpå, stadig isnende koldt, men der kom ingen nedbør selv om skyerne begyndte at trække op forude. Lige nord for Hamburg spiste vi frokost - og så kom sneen!
Det blev dog ikke til mere, end vi kunne holde en pæn fart, men kors hvor bliver man svinet til af at køre i motorvejens saltlage - der bruges noget sprinklervæske. Efterhånden afløstes sneen af en ret tæt tåge; temperaturen var nu steget til lige under frysepunktet. Det midterste stykke mellem Hamburg og Flensburg var temmelig ubehageligt med sigtbarhed ned til omkring 100 meter, men lidt syd for Flensburg lettede tågen og vi fik fint vejr resten af vejen.

Vi var hjemme kl. 15.40 og kunne lige nå at tømme bil og hente nøgler hos naboen inden det blev helt mørkt.

Alt i alt var det en dejlig tur. Vi fik oplevet mange vejrtyper og turene i omegnen af Sanary var meget spændende - også om vinteren. Naturligvis er der en del af de meget turistafhængige steder, der har lukket, f.eks. svævebanen til Mont Faron, men til gengæld er der så mange andre steder, hvor man i højere grad kan fornemme hverdagen, f.eks. langs kysten fra Cannes til Italien og i St. Tropez.

Men vi var nok også lidt heldige.
Netop som vi var kommet hjem blev hele Europa lagt på is - i bogstaveligste forstand.