Tyskland - forår 2016 ......................................................


Hedeby og Danevirke
15. april - 17. april


Vi har ofte, når vi har været på vej hjem fra ferieture sydpå, tænkt på, at vi burde se lidt nærmere på nogle af de steder syd for den nuværende grænse til Tyskland, som har haft betydning for Danmark og indskrevet sig i historiebøgerne.

For nogen tid siden faldt vi så over et tilbud fra FDM om ophold på den gamle Historischer Krug, en kro, der ligger få kilometer syd for Flensburg i den lille by Oeversee.
Det måtte være et godt udgangspunkt for at besøge såvel Hedeby som Danevirke.

Vi besluttede derfor at tage på en lille forårstur sydpå.

Her følger lidt om vores forårstur,
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra turen.
I teksten er indsat links til hjemmesider med yderligere information.



Lidt teknisk:
Alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning og formatet 16:9.
Det betyder, at billedfilen er meget stor.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at billedfilen "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.


Længden af showet er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere



Fredag den 15. april:
Vi kørte relativt tidligt hjemmefra, så vi kunne nå at opleve lidt af Jyllands østkyst, som man jo normalt ikke ser, hvis man bare drøner sydpå ad motorvej E45.
Det var nu så som så med forårsvejret. Det var koldt – kun omkring 5-6 grader – og på første del af turen regnede det ret kraftigt.
Alligevel valgte vi syd for Vejle at køre ud mod kysten til Trelde Næs og derfra videre mod Fredericia og Kolding.
Syd for Kolding drejede vi igen ud mod kysten til Hejlsminde og fortsatte via Christiansfeld til Haderslev.
Nu var vejet blevet bedre, så vi valgte at tage en afstikker til Årøsund, hvorfra vi havde en fin udsigt til øen Årø i Lillebælt.
Lidt længere syspå, ved byen Hoptrup, ligger søen Slivsø, som har et rigt fugleliv.
Slivsø er Sønderjyllands tredje største sø, og der er fire velplacerede parkeringspladser fordelt rundt om søen. Fra disse pladser er der gode muligheder for at nyde naturen omkring søen.
Fra Slivsø fulgte vi kysten sydpå ned omkring halvøen Løjt Land nord for Aabenraa Fjord.
Syd for Aabenraa fandt vi ind på motorvejen, som vi fulgte indtil afkørsel 3 syd for Flensborg.
Vi checkede ind på Historischer Krug kl. ca. 15.30 og blev modtaget med kaffe og kage samt en flaske champagne på værelset.

Kroen har sin oprindelse helt tilbage i 1519. Den er placeret ved det, der i Tyskland hedder Ochsenweg (Oksevejen) – en forlængelse af det, vi i Jylland kender som Hærvejen.
Kroen var under krigen i 1864 hovedkvarter for de danske tropper, før de blev trængt nordpå af fjenderne fra Preussen og Østrig.
Ved kroen er der rejst tre sten til minde om soldater, der faldt under slaget ved Sankelmark (et par km nord for kroen) den 6. februar 1864.

Kroen er også kendt for sin fremragende restaurant, hvilket også var omtalt i tilbuddet fra FDM. Vi var derfor ret spændte på, hvad der gemte sig under betegnelsen ”4-retters overraskelses menu”, som vi blev præsenteret for, da vi gik til middag kl. 18.30.

Det blev en særdeles behagelig oplevelse!
Det kan være lidt svært at beskrive kort, så her følger hele menuen:

Ihr Schlemmermenü

Marinierter Kalbstafelspitz & Pulpo
mit Frühlingssalaten
***
Aufgeschäumtes Kartoffelsüppchen
mit Flensburger Räucheraal
***
Krosser Glattbutt mit Büsumer Krabben
auf Fenchel-Tomatensalat
***
Weißer Schokoladen-Cheesecake
mit Rhabarberragout & Vanilleeis
Vi kan godt prøve på dansk:
 
Marineret kalvekød & blæksprutte
med forårssalat
***
Opskummet kartoffelsuppe
med små stykker røget ål (fra Flensborg)
***
Paneret Sletvar med krabber (fra Büsum)
på fennikel-tomatsalat
***
Ostekage med hvid chokolade
med rabarberkompot & vaniljeis

Vi valgte en frisk Riesling-vin til. Det var perfekt.
Det skal så lige tilføjes, at vi jo ikke skulle sidde og kede os mellem retterne, så der blev som supplement serveret 2 ekstra småretter undervejs.

Vi var godt mætte, da vi forlod restauranten for at gå til ro og være klar til morgendagens program.

Lørdag den 16. april
:

Vi skulle på en rejse i historien.
Først kørte vi sydpå mod byen Schleswig, der ligger i bunden af fjorden Slien. Syd for fjorden og øst for den lille by Busdorf (forstad til Schleswig) ligger Wikinger Museum Haithabu (Vikingemuseum Hedeby).
Museet ligger ved Hedeby Nor, et lavtliggende område, hvor den betydningsfulde by Hedeby blev anlagt i vikingetiden – i 700-tallet. Byen var en centralt beliggende og meget vigtig handelsby i nogle hundrede år, indtil den blev brændt ned og udslettet af den norske kong Harald Hårderåde i 1050. I stedet for at genopbygge Hedeby blev Schleswig grundlagt.
Det er et spændende museum, som blev moderniseret i 2010, og giver et godt indblik i, hvordan livet levedes i vikingetiden i almindelighed og i Hedeby i særdeleshed. Et stykke fra muset er der opført 7 huse i den oprindelige vikingebyggestil.
Som beskyttelse mod landsiden blev der i 900-tallet opført en halvkreds-vold, der stadig kan ses.
Denne vold blev også en del af den vold, der skulle komme til at hedde Danevirke.
Hele voldanlægget Danevirke blev bygget i flere etaper.
Den første del blev påbegyndt i 737, og der blev bygget til og om i flere hundrede år – senest af Valdemar den Store i 1100-tallet.
I alt strækker volden sig 30 km fra Hedeby i øst til Hollingstedt i vest. Meget af volden er nu borte, men flere steder kan den ses.
På museet Danevirkegaarden, der ligger ved byen Dannewerk, kan man se udstillinger, der beretter om voldanlæggets historie.

Helt frem til 1864 mente den danske regering, at Danevirke kunne have betydning som skjold mod den angribende fjende fra syd. Som bekendt var en jordvold på et par meter i højde og bredde ikke et tilstrækkeligt værn i ”moderne krig”.

Vi fik en god dag ud af det – og blev opdateret på vores historiske kundskaber.

Om aftenen skulle vi så have serveret en ”6-retters gourmetmenu”.
Efter fredagens oplevelse var det med store forventninger, vi gik til spisning kl. 19.00.

Dagens menu:
Ihr Gourmetmenü

Steinbuttrogen & Taschenkrebs
mit Erbsen & Gurke
***
Aufgeschäumtes Bärlauchsüppchen
mit gebratener Garnele
***
Jakobsmuschel in Seeigelschaum
auf Blattspinat
***
Husumer Lamm in der Kräuterkruste
auf Rosmarinjus & Knollensellerie in Rahm
***
Friesisch Blue x 2
auf Zwergorangenchutney
***
Variation von der Valrhona
auf Himbeerpüree
- og på dansk:

Pigvar-rogn & taskekrabbe
med ærter og agurk
***
Opskummet ramsløgsuppe
med stegte rejer
***
Kammusling i søpindsvine-skum
på spinatblade
***
Lam (fra Husum) i en skorpe af krydderier
med rosmarin-sovs og knoldselleri-creme
***
2 blåskimmel-oste fra Friesland
med dværgappelsin-chutney
***
Variation af Valrhona (chokolademærke)
med hindbær-puré

Som dagen før:
Vi skulle jo ikke sidde og kede os mellem retterne, så der blev som supplement serveret 4 ekstra småretter undervejs.

Vi valgte en frisk Riesling-vin til det meste – dog en god, rød Pinot Noir til lamme-retten.

Det var lige ved at være for meget af det gode – men det smagte fantastisk – og vi brugte 3½ time på middagen.

Søndag den 17. april
:

Vi tager afsked med Historischer Krug og indleder hjemturen.
Vi har dog valgt ikke at tage den lige vej, men sætter først kursen mod sydvest.
Vi vil besøge den tyske del af Vadehavet og har udset os den lille ø Nordstrand, der ligger lige ud for Husum.
Egentlig er det måske ikke en ø? Der går vej til den via noget der ligner en meget lavtliggende dæmning – eller er det naturligt lavt land? Under alle omstændigheder er området meget fladt og ligger ikke meget over havoverfladen. Det hele er gennemskåret af afvandingskanaler, og på de mellemliggende græsarealer går der masser af får.
Derfra går turen nordpå til Süderlügum, hvor vi gør det obligatoriske grænseindkøb, inden vi fortsætter mod Tønder og Skærbæk.
Her drejer vi af og besøger Rømø, hvor vi lige vender sydspidsen ved Helm Odde.
Så går turen hjemad via Ribe, Egtved og Jelling.
Da vi kører gennem Jelling, minder vi lige hinanden om, at der da vist er noget med "Kongernes Jelling", vi skal huske at se nærmere på.

Det må så blive på en anden tur.

Klik her for at se "Hedeby og Danevirke" - (9:15)

-----------------------
Konklusion:
En kort, men dejlig forårstur.
Vi fik sat historien lidt på plads - og spiste noget fantastisk mad.
Vejret kunne have været bedre, men sådan er det jo i april.



PR©2016